Pannacotta med hyldeblomst og jordbær
Til 8 personer
Tilberedningstid: 35 minutter + 3 timer på køl
Ingredienser:
500 ml kaffeefløde
4 blade husblas
2 dl sødmælk
50 gr sukker
1 dl konc. hyldeblomstsaft
Lage:
1 stang vanille
1,5 dl vand
100 gr sukker
500 gr friske jordbær
Tilberedning:
Husblas-bladene lægges i en skål med koldt vandt, så bladene er dækket helt med vand. Lad dem ligge i vandet til de er helt bløde.
I en gryde opvarmes mælk, fløde, sukker og hyldeblomstsaft indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen og lad det køle.
Tag husblas-bladene op af vandet og knug vandet af .
Tilsæt husblas’en til den lune fløde, samtidig med at der røres så at husblas’en bliver opløst.
Fordel pannacotta’en i 8 små portionsglas og lad dem stå i køleskabet i minimum 3 timer.
Samtidig koges en lage af vand, sukker og flækket vanillestang, lad sukkeret blive opløst og sluk så for varmen. Lad lagen køle helt af.
Skyl jordbærrene og skær toppen fra, skær jordbærrene i kvarte og fordel dem i den afkølede lage. Lad jordbærrene trække i lage i ca. 1 times tid.
Lige inden servering fordeles jordbærrene over skålene med pannacotta, pynt med blade af citronmelisse.

